Kostpolitik

Mål

Vi vil være medvirkende til:

● At udvikle sunde kostvaner hos vores elever på Friskolen til fremme af koncentration og indlæring

● At der i skolen/SFO er tid og rammer, der indbyder til, at eleverne får spist deres mad

● Et samarbejde med forældrene omkring elevernes sundhed og kostvaner

● At eleverne igennem sund kost og gode bevægelses- og motionsvaner forbliver glade og sunde

Med denne kostpolitik ønsker friskolen at støtte op omkring gode tiltag, der fremmer sundheden. Skolen går som en grundregel ud fra, at forældrene vil det bedste for deres børn. Den daglige kost og de gode kostvaner er et forældreansvar, og vi regner med, at forældrene er bevidste om, at en god skoledag starter med et godt morgenmåltid og sikres gennem en god madpakke. Hvad der opfattes som god kost kan diskuteres, og meningerne går ofte i meget forskellige retninger, så denne vurdering overlader vi til forældrene, men vi vil dog gerne påpege, at en varieret og alsidig kost altid er at foretrække. Friskolen har udarbejdet denne kostpolitik, der viser, hvilke overvejelser vi gør os omkring sund kost, samt hvorledes vi arbejder med det i hverdagen.
Undersøgelser viser, at sund og nærende kost medfører bedre indlæring og velvære. Elever har brug for sund og nærende mad hver dag for at have overskud til at lære, lege og lytte. Alsidig og varieret mad samt rigeligt med væske er derfor af væsentlig betydning. Til gode kostvaner hører også en god spisesituation, hvor der er ro og tid til at indtage maden, og hvor fælles spisning er med til at styrke båndene i skolens fællesskab.

Delmål/tiltag

1. Vi ønsker at gøre undervisning i den gode kosts sammensætning og tilberedelse til en naturlig del af undervisningen. Med mellemrum arrangeres ”smør selv dage” eller dage, hvor der tilberedes varm mad på skolen. Disse dage udnyttes også til at lære om sund kost og ernæring.

2. På friskolen har vi mælkeordning og frugtordning og der er opstillet en vandautomat, der giver eleverne adgang til frisk og koldt drikkevand.

3. Vi søger aktivt at skabe gode spisesituationer, hvor eleverne føler sig trygge og godt tilpas.

4. Vi ønsker, at spisesituationen skal være en positiv oplevelse, som medvirker til at styrke det sociale fællesskab. Den daglige store spisepause skal opleves som et naturligt og værdifuldt samlingspunkt, hvor elever og lærere spiser sammen.

5. Til hverdag spiser eleverne ikke slik eller kage på skolen, og sukkerholdige drikke er ikke tilladt.  I forbindelse med fødselsdage eller andre mærkedage kan der i de enkelte klasser eller SFO uddeles snacks, slik eller kage, men skolen forventer, at det er i moderate mængder.

6. Kostpolitikken er en levende og igangværende proces, som jævnligt tages op i bestyrelsen og på forældremøder.

På Fødevarestyrelsens hjemmeside findes der inspiration til den gode madpakke >>>