Vores inspirationskilder

Vi udforsker konstant ny viden på undervisningsområdet og implementerer denne viden, såfremt vi ser den formålstjenstlig.

Det er vigtigt for os, at denne nye viden er baseret på saglige videnskabeligt eller erfaringsmæssigt funderede undersøgelser, samt at resultatet ligger i forlængelse af vores værdigrundlag, som jo er skabt af forældrene.
Nedenfor kan I se nogle af de spændende kilder, som har inspireret os.

Tanker om undervisningssystemer

Simon Sinek om moderne generations udfordringer og afhængighed af sociale medier

Om hjernens plasticitet

Drop fastforms-bogen!

PETER HYLDAHL – Folkeskolen , 2011

 

Den traditionelle skolebog står i vejen for innovativ udvikling af undervisningen i folkeskolen.

Det må alt andet lige være et af skolens formål at afspejle samtiden i sin tænkning og sit virke. Og når den digitale web 2.0-virkelighed suser af sted lige udenfor skolevinduerne, så kan man vel forvente, at skolen suser med, men det gør den desværre ikke. På overfladen kan det godt se ud som om, det kun drejer sig om indkøb af ny teknologi, men det rækker faktisk langt videre end som så.

Tiden – samfundet – omgangsformerne og ikke mindst kommunikationen har ændret sig på revolutionerende vis de seneste ti-femten år. Skolens børn og unge, de digitalt indfødte, tilegner sig og besidder i dag viden på en fundamentalt anderledes måde, end en typisk voksen på 30+ gør. De gør det digitalt, og de gør det online! Og det er lige netop hér den gode, gamle fastforms-bog kommer til at stå i vejen.

Lidt forenklet kan det siges, at man tidligere mente, at hvis noget ikke stod i lærebogen, så var det ikke vigtigt. Lærebogen var indgangen til al viden og lærdom. Læringsidealet blev naturligvis et resultat af dette forhold: Man var lærd, hvis man var et omvandrende leksikon, og man havde forstået tingene på den rigtige måde, hvis man kunne gengive, hvad der stod i bøgerne.

Denne reproduktionsproces og remediering af information og viden er i vores nuværende digitale tidsalder særdeles triviel: Med enkle Google-søgninger på internettet er det muligt i løbet af ganske kort tid at finde frem til den ønskede information og viden, og man kan som elev med copy/paste-funktion lynhurtigt leve op til fortidens krav om gengivelse. Og som mange lærere i dag sagtens kan se, så har børnene ofte slet ikke lært noget af det! Opgaven er simpelthen stillet ’forkert’, fordi den er tænkt ud fra en traditionel bog og papir-sammenhæng, men forventes at virke i en digital web 2.0-virkelighed.

Skolen har en grundlæggende og naturgiven præmis om – sagt med Grundtvig/Koldske ord – at møde børnene dér, hvor børnene er. Men problemstillingen er, at skolen ikke opfatter digital information og vidensformidling på samme valide niveau som fastforms-bogen. Det er ikke gangbart i vores skole i dag.

Jeg tror, vi skal tage ved lære af børnene – de digitalt indfødte – for de samarbejder, netværker og løser problemer i fællesskab på nettet. De unge har også for længst lagt ’det-omvandrende-leksikon-opfattelsen’ fra sig. Bare man er online, så er hjælpen jo blot et par klik nær. Man kan sagtens finde ud af, hvor Nakskov ligger, hvis det er dét, der er det vigtige lige nu!

Ud fra denne synsvinkel får læreren jo en helt anden rolle end i den ’gamle’ skole. Læreren skal snarere være en slags konsulent eller sparringspartner for børnenes læring, som foregår dels ved det fysiske møde i klasselokalet men også i det digitale rum. Digitalisering er ikke et valg – det er et vilkår i dag!

1. Lige om lidt vil det være kollaborative færdigheder, samarbejdsevner og sociale kompetencer, som er vigtigere end individuelle præstationer. Fremtidens borger skal kunne arbejde i skiftende teams og projektstrukturer, hvilket selvfølgelig sker i det fysiske møde men lige så vigtigt også i digitale rum.

2. Lige om lidt er de digitale informationsmængder så enorme, at det vil være evnen/færdigheden til at kunne ’netværke’ sig frem til relevant, valid viden og information, som er i højsædet, fremfor nødvendigvis at kunne besidde den selv.

3. Lige om lidt vil digitale tekniske færdigheder være lige så fundamentalt betydningsfulde som dét at kunne ’læse, regne og skrive’. En nødvendig betingelse for at kunne deltage i fremtidens samfundsliv.

4. Lige om lidt vil skolens store opgave være at supplere mødet i det fysiske klasselokale med digitale læringsrum på nettet, hvortil der er online adgang 24/7/365, så børnene – anytime – kan logge ind og deltage i læringsforløb. Skolen skal have en digital fremtrædelsesform.

5. Lige om lidt vil lærerens fysiske tilstedeværelse i skolen også blive mødt med kravet om en tilsvarende digital online-tid.

6. Lige om lidt vil netbaserede digitale læremidler være det ’normale’. Digitaliseringen vil for alvor kunne gøre skolens læremidler interaktive og baseret på brugergenereret indhold til forskel fra dagens papirbaserede undervisningsmaterialer.

7. Lige om lidt vil børnenes penalhuse, skolebøger og kladdehæfter være erstattet af digitale apparater, som giver direkte adgang til internettet, skolens pædagogiske nettjenester, børnenes digitale læringsrum mv.

8. Lige om lidt vil den traditionelle skolebog som fastforms-udgave blive erstattet af en digital, og det vil være en af de helt store gevinster, når det multimodale tekstbegreb med fuld integration af multimedier for alvor slår igennem og tilgodeser børns forskellige læringsstile.

9. Lige om lidt vil papiret som primær fastholdelsesform i skolen blive erstattet af en digital. Med det ’digitale papir’ åbner der sig helt andre og nye måder at samarbejde på. Både mellem elever indbyrdes og mellem lærer og elever. Kommentarer, vejledning og rådgivning fra mange sider undervejs i en opgaveløsning muliggøres via den digitale fremtrædelsesform online på f.eks. blogs, Windows Live eller Google docs.

Det må stå helt klart, at skolen er nødt til at tilrettelægge sin undervisning med konsekvent brug af de digitale fordele og muligheder. Alt andet ville være at lade børnene i stikken. Fra top til bund – fra lovgivende til udøvende – fra politiker til lærer/pædagog skal der tænkes helt anderledes digitalt.

Eleverne har ikke brug for en skole, der fremstår som et teknisk museum. De har jo brug for et moderne udviklings- og læringsmiljø, hvor de selv – i samråd med læreren – kan arbejde med de ting, der er nødvendige for at komme til at leve et godt liv i et moderne, digitalt samfund.
Dette indebærer først og fremmest et brutalt opgør med fastforms-bogen som det primære læringsmiddel. Men det er ikke desto mindre en betingelse for fortsat udvikling og innovation i folkeskolen.

Skolen skal være lige ved hånden – altid online!

Lektier – så la’ da vær’

Når nu en lang række danske og internationale undersøgelser peger på effekten af lektier som værende enten lav, nyttesløs eller ligefrem skadelig, hvorfor så fortsætte med det?

Danske lærere giver fortsat lektier for i stor stil og inddrager sandsynligvis i omegnen af to millioner timer per uge af samtlige elevers fritid. Det er på tide, vi gentænker lektiers relevans.

Lektier betyder i bund og grund skolearbejde, som eleverne skal udføre hjemme. Lektier er ikke beskrevet i folkeskoleloven, hvilket er interessant, da det synes at være en hjørnesten i skolelivet. Man kan i det hele taget diskutere, hvorvidt skolen har ret til at stille krav om ekstra skolearbejde i den tid, der ligger uden for skolen og lærernes undervisningstid.

Historisk kan vi rette blikket tilbage til Luthers krav til menigheden om at skulle lære noget bestemt. Den lille Katekismus (1529) havde et klart formål, nemlig at være en håndbog til brug for tilegnelsen og udenadslære af en række faste sammenfatninger af kristen tro og moral. Med lektor Blomme i Hans Scherfigs roman »Det forsømte forår« beskrives det med al ønskelig tydelighed, hvorledes udenadslære forventes trænet hjemme. Lektor Blommes autoritære overhøring i latin ved tavlen understreger den tids krav til hjemmearbejde. I dag har vi også med lektiebegrebet forventninger om, at eleverne skal lære noget bestemt efter den ordinære skoletid. Men hvad ved vi i grove træk om lektier?

Nyere danske undersøgelser om lektier i folkeskolen foretaget af Valeur Hansen (2009) og lektier i gymnasiet af Flemming Olsen (2010) peger ret entydigt på, at lektiearbejdet i Danmark er for gammeldags og ikke har fulgt med tiden. Den mekaniske anvendelse af lektier understøtter ikke elevernes læring tilstrækkeligt. Enten lærer de noget udenad, som de hurtigt glemmer, eller de får lektier for, de ikke kan finde ud af, som ikke giver mening. Kravet til lektier kommer ikke kun fra lærernes side, ofte er der også et pres fra forældrene, fordi de tror, lektier gavner. Det passer fint ind i den udokumenterede hverdagstænkning, vi har om, at lektier og mængden af den er lig med bedre resultater.

Baseret på misforståelser

Professor ved Aarhus Universitet Per Fibæk Laursen har tidligere udtalt, at skolerne skulle droppe lektierne. Han mener, at det er spild af tid, fordi eleverne ikke lærer mere, når de har lektier for, end hvis de ikke har. Fibæk Laursen henviser blandt andet til internationale resultater, herunder Alfi Kohn, der i bogen »The Homework Myth« (2006) peger på dét, som også de danske undersøgelser viser, nemlig at der er ingen eller en meget lille fordel ved lektier, at vores tro på lektiers effekt er baseret på misforståelser, og at langt de fleste lektier ikke giver mening for hverken elever eller deres forældre.

Større undersøgelser i Canada og Australien peger på, at lektier, der tager form af en repetitionspraksis, kan give læring, men grundlæggende viser udbyttet af lektier sig bedst på de ældste klassetrin. For mange lektier demotiverer eleverne og resulterer i passivitet. New York Times skrev forleden, at igennem de seneste tre årtier er mængden af lektier steget i USA, uden at det har hævet det faglige niveau.

Dette understøttes af danske undersøgelser, hvor lærere konstaterer, at lektier ligefrem gør bestemte elever usikre, kede af det og opgivende og er en medvirkende faktor i forhold til negativ holdning til skolen. Lærere har samtidig svært ved at begrunde de forskellige lektieformer, der benyttes.

Det er måske ikke alene for sjov, at en elev har oprettet en Facebook-side, der hedder »Kan vi finde 50.000, der hader lektier?« Dog kun med lidt over 17.000 medlemmer i skrivende stund.

Nuvel, lektier kan godt have effekt i visse tilfælde. Hvis de anvendes, skal det give mening i forhold til læringsmålene, og den enkelte lærer skal have tid eller tage sig tid til grundig forberedelse. Det er altafgørende, at formålet og instruktionen bliver tydelig for den enkelte elev i klassen, så denne sammen med forældrene har et solidt grundlag at arbejde med lektier på. Det handler om didaktisk afvejning. Hvis elever mister tråden i forbindelse med lektier, så har lærerens didaktiske overvejelser ikke været optimale, for at sige det pænt. Så hvis forudsætningerne for lektier ikke kan opfyldes, så la’ da vær’ og gør noget andet.

Se på fritiden som en resurse

Vi bør fortsætte diskussionen om lektier og for eksempel stille følgende tre spørgsmål:

1. Hvorfor reproducerer vi en historisk disciplinering af eleverne efter skoletid og med hvilken pædagogisk begrundelse?

2. Hvilket læringssyn lægger vi til grund for lektier, og hvad ved vi om lektiers effekt?

3. Hvis vi lod være med at give lektier for, hvilke nye muligheder kunne det give os, eleverne og forældrene?

Kunne vi undlade lektier i de mindste klasser og i stedet inspirere til læring på andre måder, for eksempel ved at inddrage elevens fritidsinteresser såsom musik, sport, dans, spil og meget andet. Men også hele den omsiggribende digitale dimension med iPads, mobiltelefoner, computere og med dette det sociale netværk.

»I det sociale netværk er intet umuligt at finde ud af om noget eller nogen. Facebook, YouTube, Twitter og blogs. Dette er en del af mange børn og unges hverdag uden for skolen« (lektor Mie Buhl: Sociale netværk som læringsressource i undervisningen? (2011)). Så det gælder om, at vi i højere grad ser fritidslivet som læringsresurse, som vi understøtter snarere end beslaglægger tidsmæssigt med irrelevante lektier.

Med en ny måde at tænke lektier på vil også forældrene kunne inddrages på en mere dynamisk måde. Dette er blot en opfordring fra én, der selv har været elev, underviser i folkeskolen, skoleleder og underviser i pædagogik og almen didaktik på læreruddannelsen – og som i øvrigt også er forælder.